”I 2010 og 2012 forskede jeg i undervisning og læring blandt rensdyrjægerfamilier på en jagtboplads i Grønland. Som antropolog og ph.d.-studerende i pædagogik var jeg interesseret i at finde ud af, hvilke forskelle og ligheder der var mellem den formelle uddannelse i grønlandske skoler og børnehaver på den ene side og uformelle uddannelsesmiljøer på den anden. Jagtbopladsen var et godt eksempel.

Jeg blev ledt ud til rensdyrjægerne, fordi jeg søgte efter sammenhænge mellem børn og unges frafald og kulturkonflikter i et skolesystem, der var importeret fra Danmark. Og hele tiden fik jeg at vide, at samværet med naturen var altafgørende for at forstå̊, hvordan den grønlandske model for læring og undervisning var knyttet til landets kultur og historie. 

Rensdyrjægernes model for undervisning blander følelser med fornuft. Der er ikke noget klasseværelse, og de fysiske omgivelser er hele tiden en del af børnenes læring. Jeg er udpræget udemenneske, og mit besøg på jagtbopladsen var en vidunderlig og lærerig oplevelse. Glæden var dog blandet op med bekymring på verdens og de kommende generationers vegne. 

Livet i arktiske egne mindede mig om, at naturens kræfter kan være voldsomme. Naturen går ikke synligt til angreb, men de mennesker, der lever midt i den grønlandske natur, må hele tiden tilpasse deres hverdag efter den. Ellers falder bestanden af dyr, eller menneskene taber til isen, vinden, kulden eller havet. Rensdyrjægerne ved, at naturen ikke lader sig forudsige eller kontrollere. Og de lærer deres børn lydhørhed over for naturen”

Sådan indleder jeg min bog ”Bæredygtig Undervisning” (2019). Bogen bygger på min ph.d.” Educational Lines: Life, Knowledge and Place – an anthropological study of educational dilemmas in Greenland” (2014)

Som indledningen fortæller lærte jeg noget blandt rensdyrjægerne, som har betydning ikke bare for grønlandske børn og unges trivsel og læring i børnehaver og skoler, men for hele verden. Dette dobbelte perspektiv arbejder jeg videre med. Hvad nu hvis det oprindelige kulturer, der har svaret på store samfundsudfordringer? Hvis en helhedsorienteret kultur indlejrer visioner og fornemmelse for fællesskab (samfundssind) og sikrer bæredygtig levevis?

Ideen til min ph.d. fik jeg mens jeg arbejdede som underviser på det grønlandske pædagogseminarium i Ilulissat ’Perorsaanermik Ilinniarfik’ i 2008-2009. Jeg boede i Ilulissat med mine to børn og var del af en grønlandsk hverdag, hvor vi blandt andet havde del i et hundespand. Seminaret medfinansierede min ph.d. og pædagogstuderende indgik som med-forskere under deres praktikophold. Jeg fortsatte med at undervise i Grønland frem til 2012, og mit feltarbejde til min ph.d endte med at strække sig over fire år med forskningsophold i mindre bygder og to somre blandt rensdyrjægere. 

Jeg vil gerne inspirere til samtænkning af kultur, pædagogik og samfundsudvikling. Jeg udgav 13. marts 2020 kronikken ”Fire tips til mere oprindelig grønlandsk kultur i skolen” i den grønlandske avis Sermitsiaq.